REMA 1000 i partnerskab med danske biavlere
Kunder i REMA 1000 kan fremover købe dansk honning med navnet Honningbien fra det nye vestsjællandske biavlerfællesskab DanHoney, der har 2800 bistader og fuld sporbarhed på alle honningbægre. Discountkæden og DanHoney har netop indgået et partnerskab, som overordnet set er et led i REMA 1000s arbejde med løbende at tilføje flere danske og lokalt producerede varer i butikkerne.
Et nyt samarbejde mellem den danske biavlervirksomhed DanHoney og REMA 1000 betyder, at discountkædens kunder nu kan købe god, dansk honning produceret og tappet i Danmark. Det helt unikke ved partnerskabet er, at honningen er 100 % dansk og med fuld sporbarhed.
Partnerskabet sker som led i REMA 1000s jord-til-bord-strategi, som har fokus på at øge andelen af dansk producerede varer på hylderne.
Keld Brandstrup er en af de fire vestjællandske biavlere, og samtidig direktør for den fælles virksomhed DanHoney:
”Størstedelen af den honning, som sælges i Danmark, er udenlandsk. Det betyder blandt andet, at danske biavlere har svært ved at afsætte deres honning, hvilket resulterer i overproduktion – og i yderste konsekvens, at flere biavlere må lukke deres forretning. Det er en skam. Især fordi de danske honningbier bidrager til bestøvning i den danske natur af for eksempel kløver, raps, blomster, frugttræer og bærbuske,” fortæller han.
DanHoney er etableret af fire selvstændige biavlere med et fælles ønske om at sælge lokalt produceret kvalitetshonning til danskerne. De fire biavlere er geografisk forbundet på Vestsjælland, hvor de hver passer deres egne bistader, mens bearbejdningen af honningen foregår på et fælles, nyetableret produktions- og tappeanlæg.
Kategorichef og indkøber i REMA 1000, Christina Burgsø Martens, er ansvarlig for indkøb af blandt andet honning, og hun glæder sig over det nye samarbejde:
”I REMA 1000 arbejder vi efter discount med holdning, som blandt andet betyder, at vi har fokus på danske kvalitetsprodukter. Derfor er vi meget glade for samarbejdet med DanHoney, som gør det muligt for vores kunder at købe dansk kvalitetshonning fra danske bier,” siger Christina Burgsø Martens.
Hos DanHoney ser de frem til at levere den første produktion af dansk honning til REMA 1000s butikker i hele landet:
”Som stolte biavlere betyder det meget at samarbejde med en af Danmarks største discountkæder, som vi også deler værdier med. REMA 1000 har fokus på nogle vigtige områder, som blandt andet den danske natur, som vi jo er direkte afhængige af, og derfor glæder det os meget, at partnerskabet her er blevet muligt,” siger Keld Brandstrup.
REMA 1000